HOME| FORHANDLERE| SLYNGE OVERSIGT| INFO | KONTAKT |ARTIKLER | LINKS
               

Artikler om at bære sit barn i slynge.

 

Her  finder du artikler om slynge brug.

Vi opdatere jævnligt - de nyeste artikler ligger øverst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udskriv

 

 
 

Er babyslynger noget for mig?


af Anne-Louise Bertelsen (al@mamaslife.dk)


Modedille

Der skrives og tales mere og mere om babyslynger. Man møder en mor med sin baby, bundet fast på kroppen i bedste ”afrikaner stil” på gaden. Begejstrede mødre beretter om deres erfaringer med dem. Men hvad går det egentligt ud på? –Hvad er en babyslynge? – Letter det virkelig hverdagen med småbørn? - Er babyslynger forbeholdt nogle få?, - Er det en modedille eller er babyslynger kommet for at blive. Vigtigst af alt; - Er babyslynger noget for mig?

Det er nogle af de spørgsmål, jeg vil prøve at besvare med denne artikel.

 

En fælles betegnelse

Babyslynger er ikke noget nyt fænomen, tværtimod. Babyslynger har været brugt i generationer og bruges stadig i mange andre kulturer. Vi er i gang med at ”genopdage” babyslyngen og alle de fordele, der er forbundet med at bære sine børn i favnen. En babyslynge er en fælles betegnelse for en hel række bære anordninger. Fælles for dem alle er, at man bruger dem til at binde sit barn fast til overkroppen med. Overordnet kan man dele dem op i 3 hovedkategorier, nemlig skråslyngen, viklen og seleslyngen.

 

Skråslynger

Kategorien skråslynger dækker de babyslynger, der hviler på bærerens ene skulder og tæller bæresjal, ringslynger og lommeslynger.Skråslyngerne kræver en vejledning, men er enkle at bruge, når man har øvet sig lidt. De egner sig virkelig godt til nyfødte og som ammeslynger. Når barnet bliver lidt større og gerne vil ned at gå selv, kommer skråslyngerne igen ind som en favorit, da de er lette at tage barnet op i og ud af igen. Skråslynger ses typisk i Sydamerika og Afrika.

 

Vikler

Kategorien vikler dækker de 4-6 mtr. lange tørklæder, der bindes på forskellige måder og hvor barnets vægt fordeles på begge skuldre. Viklernes fordel er de mange bære teknikker og den fantastiske vægtfordeling. Den egner sig fint til både nyfødte, større babyer og småbørn. Man kan amme og man kan gå en lang tur med et sovende barn i viklen .Viklerne er delt op i fastvævede og elastiske (kaldes stræk) Viklen kræver en del øvelse, men erfarne slyngebrugere hælder ofte til viklerne. Vikler ses typisk i sydamerika.

 

Seleslynger

Den sidste kategori er seleslyngerne, de er bedst beskrevet ved, et stykke stof med påsyede bindebånd. Stoffet kan have påsyet en nakkestøtte, så den også kan anvendes til nyfødte. Stoffet udgør ”lommen”, hvor barnet sidder og så binder man båndene omkring sig. Disse er meget velegnede til at bære småbørn på ryggen og maven. Seleslyngerne er enkle at finde ud af. Vægten er også fordelt på begge skuldre, men der er ikke så mange forskellige bærestillinger som ved de andre slyngetyper. Seleslynger ses typisk i Østen.

 

En temperamentssag

De forskellige slyngetyper er tit en temperamentssag, men meget generelt kan siges, at skråslyngerne er de enkleste og sammen med viklerne, de mest alsidige. De rummer mange forskellige bæreteknikker og kan bruges fra fødslen og frem til 2-3 års alderen.

Viklerne og seleslyngerne er gode til at fordele vægten på begge skuldre med og egner sig derfor godt til de tungere børn.

Seleslyngerne er de letteste at komme i gang med at bruge, men anbefales først fra 3-4 mdr. alderen.

 

Omsorg og tryghed

Babyslynger er noget de fleste familier, vil have stor gavn af at bruge. Man kan give sit barn omsorg og tryghed i favnen, medens man går rundt og laver andre ting. Man kan endda amme sit barn diskret, da slyngen giver støtte og skærmer mod omverdenen. At bære sit barn i slyngen har en beroligende virkning på barnet og støtter barnets udvikling. Den tætte kontakt er med til at styrke forholdet til moderen (og faderen). Når barnet bliver lidt større og nysgerrig, har det en tryg og velkendt plads i favnen, hvorfra det kan betragte omgivelserne og deltage i de daglige gøremål og herved få et godt indblik i den verden, som det selv er en del af. Barnet sidder i øjenhøjde og får alle de impulser og indtryk som vi voksne får.  Det er en lidt mere spændende og lærerig oplevelse end kalechen i en barnevogn.

 

Uundværligt stykke babyudstyr

Mange vælger at bruge slyngen som et supplement til en barne- eller klapvogn. På en kort tur eller når barnet skal bæres op og ned ad trapperne eller ud af bilen og hen til vuggestuen. Når dagen i daginstitutionen er slut og mor lige skal hente mælk på vejen hjem, er slyngen et herligt sted at sidde og fylde tryghed på ”batterierne”.

Slyngerne er ikke kun for nogle få. De er et rigtigt godt stykke babyudstyr. Når man først har lært at anvende dem, er de fuldstændigt uundværlige.

 

Flere slynger

Mange slyngebrugere er startet med en enkelt slynge, men efterhånden som de har opdaget, hvor meget de bruger slyngen, er lysten til at prøve andre slyngetyper kommet. Derfor er det de færreste, der nøjes med en enkelt favoritslynge. Man har flere - afhængig af situationen. For nogle mødre bliver det en helt dille at samle på slynger og antallet kan komme op på en halv snes forskellige. Det fortæller også lidt om anvendeligheden. Der findes også mode slynger. Silke og flotte mønstre. Hvorfor ikke pynte slyngen, når man tager sin baby med i byen? – Man kan jo lige så godt forene det nyttige med det sjove og barnet ligger lige så godt i en smart slynge. Så slynger kan bestemt også være en modedille. Det at bære sine børn i favnen er ikke noget, der bare er kommet for at være trendy i en enkelt sæson. At bære sine børn er en naturlig og dejlig måde at være sammen på, og det er noget man har gjort i årtusinder. Slyngerne er en måde at gøre det lettere og mere ergonomisk korrekt på. Så det store spørgsmål: Er slynger noget for mig? – Kan vel bedst besvares med:  ”Det bør i hvert fald prøves!”

 

• Slynge-net.dk © 2005 •